Rosarium – Smagsprøve

Kapitel 2

En gren knækker inde under træerne. Søster åbner øjnene, uden at det gør en forskel. Det er lige mørkt.

Brors snorken er stoppet. Den krop, som er vågen, advarer altid den sovendes krop, som om bror og søster har fælles blodkar. Fire ører stritter i mørket, indtil bror banker tre gange på søsters håndryg. Det er ikke noget farligt, mener han og falder i søvn igen.

Søster lukker øjnene og gyser. Bror fryser, mærker hun, det er sent på natten. Søster trykker ryggen tilbage mod hans mave og krøller benene op under sit bryst. Tæpperne er endnu store nok. Hvis de kunne strække sig ud herinde, ville ulden stadig nå fra hals til fod.

De fandt egehulen, dengang mor og far stadig var sammen med dem. Den hule eg havde lige plads til to børn, og far sagde, at han og mor ville fortsætte med at sove ude ved bålet. De havde fået fat i et skind, som de havde pelset af en selvdød elg. Det kunne lige akkurat dække dem.

Uglen blev tyret væk med en sten. Egernet skældte ud, men blev ramt så hårdt i panden, at det kunne flås og spises. Hugormen lå i dvale, og slatten som den var, kunne den løftes ud med en pind og lå frostdød i krattet næste morgen. Insekterne er de aldrig kommet af med. De kildrer året rundt, fordi bror og søsters kroppe varmer træet op. Der er for eksempel en ørentvist, som vandrer hen over søsters strube lige nu. Hun stryger den væk, piller et stykke af det rådne ved og smuldrer klumpen mellem fingrene. Far mente, at egen måske er mere end tusinde år gammel.

Mon den får blade igen til foråret? Sidste forår var bladene små krøllede museører og slet ikke som de burde være: store som barnehænder.

Søster vender sig om og kommer til at vække en hel bænkebiderhær, der rejser sig og marcherer henover brors ansigt. Han snøfter tre soldater ind gennem næsen og hoster dem ud af munden. Så fortsætter snorkeriet, nu mod søsters skulder.

Bror lugter af kød med pels, bittert som rovdyrenes. Selv lugter hun vist ikke af andet end skuldersåret, som stadig ikke vil heles.

Når det bliver forår, kan de bade igen. De får aldrig varmen, hvis de gør det nu.

Engang var kildevandet himmeldamp, som faldt som varm regn på træernes øverste blade. Så klang dråberne nedad, etage efter etage, helt til skovbunden. Her sivede dråberne ned mellem nåle, rødder, muld og grus og helt til grundvandets underjordiske floder.

Bror siger en lyd, dybt fra struben. Den minder svagt om en kronhjorts brøl, når den kalder. Hans ben løber i søvne, han løfter en hånd og snøvler klik.

Søster lægger fingrene overbrors læber og flytter pistolen over i sin side. Så drejer hun igen ryggen mod maven og trykker sit baghoved mod hans mund. Han mumler et eller andet med sin nye stemme. Den der er voksen og minder om fars.

Smagsprøven er fra Rosarium. Du kan læse mere her