GUT_Ulvemaelk_omslag_30 maj.indd

Ulvemælk – Smagsprøve

Ane Povlsdatters hus svæver, gråt og udtværet hænger det i fygningen.

Bag Evald, i måneskinnet, ligger markerne, heden og kærene. Det hele dækket af sne. Vandet fra Storå klirrer som istapper fra hans kappe, hår og skæg. Hele vejen har der været potespor i den retning, han skulle gå. Til sidst håbede han, de førte til Ane. Men nu er der pludselig ingen.

Vil Ane fortælle slutningen på historien? Sidder hun stadig oppe, strikkende på en strømpe? Den svage orange stribe fra ovnlågen plejer at give lys nok, hvis hun skal samle masker op.

Sneen knirker under støvlerne. Peders gård ligger til højre, som om den passer på Anes lille aftægtshus, og dér, på gården, brænder stadig lys. Rudernes flimrende firkanter spejles ud på det hvide.

Evald falder fremover og kravler på alle fire. Sneen rejser sig om ham som tinder. Han hiver efter vejret, knaser iskrystaller mellem hvinende tænder. Så kæmper han sig op på to ben igen, et øjeblik ser han tilbage på de spor, han lavede i sneen. Det svage måneskin lyser på en blanding af støvle- og poteaftryk, der kommer helt nede fra Storå.

Smagsprøven er fra Ulvemælk. Du kan læse mere her