Klimaet og kunstneren – Smagsprøve

Jeg dukker mig foran Tate Modern. Det tidligere elektricitetsværk af mørkebrune mursten er enormt. Skorstenen, som den sorte røg væltede opad, står der endnu. Kullet blev sejlet hertil, indtil værket lukkede i 1981. Stedet blev indviet som kunstmuseum i år 2000.

Foran indgangspartiet er en beplantning med spinkle birketræer, hyggelige og skandinaviske. Menneskehavet vælter gennem billetsalget, forbi museumsshoppen og mod den gigantiske turbinehal med udstillingen, som to millioner mennesker kommer til at se.

I turbinehallen, derinde hvor den dunkende kogekedel lavede elektricitet til millioner af hjem, flyder vores ansigtstræk ud. Lyset fra tohundrede monofrekvente lamper gør, at kun sorte og gule farver er synlige. Jeg tager Jacob i hånden, og som silhuetter bevæger vi os ind på det store, kølige, sortmalede og rektangulære gulv. En kæmpe orangelysende solskive hænger på den ene endevæg, tæt på publikum. Hvis dette var virkelighedens sol, ville vi brænde op.

Smagsprøven er fra Klimaet og kunstneren. Du kan læse mere her