Brevbæreren – Smagsprøve

Bussen snor sig gennem pas og dale. Klokken er halv otte om morgenen, og der er endnu et stykke vej til Fåreheim. Kaspar slumrer ikke som de andre passagerer, der har trukket gardinerne til, for at undgå trækken. Han sidder forrest, skråt bag ved chaufføren, og stirrer ud på det stykke vej, der er synligt i skæret af bussens lygter.

Da Kaspar steg på klokken halv to i nat, troede chaufføren, at hans passager havde drukket for meget og skulle brække sig i bussen. At det var derfor, han var så bleg. Men champagnen er for længst sivet ud gennem huden. Kaspar var til nytårsfest hos nogle venner, men gik lidt over tolv for at sige farvel til mor. Igen og igen har han fortalt hende, at han flytter til en by mod nord, der hedder Fåreheim, hvor han har fået job som landpost.

Vejens hvide midterstribe hvirvler forbi, hurtigere end øjet kan fatte. Den bevæger sig fra side til side som en tegnefilm og ligner hvide vinger i flugt. Et øjeblik forsvinder den, alt bliver sort, Kaspar gisper højt og tror, at bussen falder i afgrunden.

Han trækker vejret et par gange, holder hænderne på begge sider af ansigtet og ser ud på landskabet. Stjernerne hænger på himlen og blinker. Under trægrænsen kommer skyerne til syne og sneen bliver snasket. Bussen kører over en højderyg, og derefter går det stejlt nedad.

Efter mange hårnålesving kører bussen forbi en fabrik, over en fos, passerer en skole, et villakvarter, et apotek, en frisør, en grillbar og et supermarked.

– Fåreheim, råber chaufføren.

Passagererne vågner og pakker deres ting. Kaspar har godt fat i sine sportstasker.

– Godt nytår, siger han og stiger ud.

Chaufføren glor efter ham, de andre passagerer skæver og forsvinder ned af forskellige småveje.

Postgården, en flot murstensbygning, ligger over for busholdepladsen. Trædøren er udskåren og der er en postkasse på hver side. Kaspar ser sig tilbage – postgården må være den højeste bygning i Fåreheim. Han går rundt om den, der er hverken mennesker eller lys, kun afbrændt fyrværkeri overalt. Han skutter sig.

Bag på huset er der en dør. Postmester Rainar Rusk, står der på postkassen. Sportstaskernes hanke borer i håndfladerne, han sætter dem og ringer på. Dørklokken virker ikke. Kaspar banker, først forsigtigt, så hårdere og hårdere. Postvæsnet havde lovet, at Rainar Rusk ville være der, til at tage imod ham. Kaspar trykker håndtaget ned, døren er åben.

Han møver sig op af den smalle trappe og råber hallo. Her lugter af sved, mados, sprut, gamle askebægre og stald. I noget, der må være entreen, finder han en kontakt. I et kort sekund rammer lyset ham med blindhed.

Der er brunt træ på væggene i entreen. Til venstre er et rodet køkken, lige fremme en lukket dør og til højre en dør med en svingende lyserød bh på håndtaget. Der lyder svage åndedræt fra værelset og det er godt, at Kaspar er informeret. En bh på dørhåndtaget er, blandt landposte, et gammelt tegn for damebesøg.

Kaspar tager i døren for enden ad gangen. Det er vel der, han skal bo. Staldlugten kommer herfra, et eller andet klonker rundt i mørket og noget blødt strejfer hans ben. Et væsen fnyser, Kaspar tænder lys og midt på gulvet står et hvidt lam og glor. Det har nogle underlige øjne, det ene er blidt og barnligt, det andet er slangeagtigt. Ellers er her ikke andet end en håndvask, et vindue, bord, spejl og skab. Højt over sengen hænger en række fotografier af gamle postbude i gyldne rammer. De har sortrandede øjne og er fotograferet med det samme bjerg som baggrund. I højre hånd holder de et stykke papir. Det er ikke til at se, hvad der står på det, så skal Kaspar vist op og kravle på en stige.

En pige råber ude i entréen:

– Rusk, du er en nar, jeg troede i det mindste, at jeg kunne stole på dig. Farvel og tak.

– Men jeg tænkte, at du måske gerne ville..

Kaspar vender sig om og ser ud på det, der må være Rusks behårede røv. Han kigger efter pigen, men hun er på vej ned ad trappen. Det lyder som et bjergskred og Kaspar når kun at se en vinkende hånd.

– Vent, råber Rusk, – undskyld, Lærke.

Han ser ind på sit værelse.

– Dit tøj, brøler han, henter en stor lyserød bunke, løber ud i køkkenet, åbner vinduet og smider tøjet ud.

– Du må ikke fryse!

Kaspar går hen til vinduet og ser ned på gaden. En lille nøgen skikkelse samler hurtigt tøjbunken op og spæner ned ad hovedgaden. Kaspar går ud til Rusk, lammet følger med, og de standser mellem champagnepropper, halvtomme glas, konfetti og paphatte. Kaspar rækker hånden frem mod Rusk.

– Jeg hedder Kaspar, – jeg er det nye postbud.

– Forsvind, råber han, – og tag lammet med.

Rusks ansigtet ville være magert, hvis det ikke var for alt skægget. Han glor forarget på Kaspar.

– Har du vasket dit hår i klorin?

– Næ, siger Kaspar.

– Det er en hård rute over fjeldet. Jeg kan ikke forstå, hvorfor Postvæsnet har valgt at ansætte en maddike som dig. Har du overhovedet nogle muskler?

– Jeg blev headhuntet af Postvæsnet.

– Headhuntet.

Rusk fnyser og tørrer sig i skridtet med et viskestykke. Han forstår vist ikke engelsk.

– Er Lærke også én, der arbejder her, spørger Kaspar.

– Gå ind til dig selv og tag lammet med. Det er Lærkes lam, jeg har lovet at passe på det og du vover på at fortælle nogen, at det er her.

Rusks øjne drypper og stemmen knækker. Kaspar går ind til sig selv, og postmesteren giver sig til at trave frem og tilbage.

Nu flakser dagslyset gennem gardinerne, Kaspar trækker fra og åbner vinduet. En vinterdag som denne, hvor sneen ligger høj og hvid, er sollyset skarpt som en sommerdag. Kaspar finder sine solbriller frem. Der er en fantastisk udsigt over lille nytårstrætte Fåreheim, bjergene ligger hele vejen omkring byen, de er store og blå.

Kaspar åbner den ene sportstaske og finder mørklægningsgardinet frem. Han trækker sengen ud, så den står skråt i rummet og der opstår en lille indhegning mellem sengen og væggen. Kaspar skubber lammet derind og går ud i køkkenet for at finde rengøringsartikler. Rusk glor lige ud i luften og peger på kosteskabet.

Kaspar vasker alting af. Sengebetrækket må være det forgående postbuds, for da han piller det af, kan stoffet rives i lange strimler. Madrassen er fugtig og lugter dårligt, han stiller den på højkant, for at den kan tørre, og hænger dyne og hovedpude ud ad vinduet. Han lyner den anden sportstaske op og lægger sine ting i skabet. På nederste hylde finder han en stak gamle sladderblade. Han kigger lidt i dem, men der er ikke så meget, som har forandret sig. Der er noget om de kendte og kongelige, vittigheder, en side for børnene, madopskrifter, ugens krøbling og andet fra det virkelige liv.

Kaspar stiller sine solcremer, D-vitaminerne, tandbørsten og barbermaskinen på hylden under spejlet. Solhatten kan hænge på krogen ved siden af håndklædet. Et øjeblik stirrer han på sit ansigt i spejlet, den hvide hud, det blege hår og de sarte øjne. Der er flere grader af albinisme og Kaspars er ikke værst. Alligevel glor folk og han ved, at de spekulerer på, hvad der er galt med ham. Når de har set hans hud, tror de også, at de har set hans sjæl. De tror, at han, ligesom krabber, hummere og andre krebsdyr, går rundt med det inderste udenpå. Men de ser aldrig, hvem han i virkeligheden er. I deres øjne er han bare Albino-Kaspar.

Lammet er faldet til ro, men det burde egentlig have noget mælk. Kaspar går ud i køkkenet, Rusk har fået underbukser på, han sidder ved køkkenbordet og læser i et blad. Mælken står i køleskabet, men er sur og klumpet. Kaspar varmer den alligevel og hælder den op i en skål, som han sætter ind til lammet. Kaspar slår sig ned på sengens lameller og åbner madpakken fra mor. Der er brød, pølse, ost og et lille stykke kage.

Smagsprøven er fra Brevbæreren, som du kan læse mere om her.