headerimg_CW
denafskyelige_mega

Den afskyelige – Smagsprøve

Uddrag fra ”Den afskyelige” side 13-16.

Vi skulle som sædvanlig på skiferie den vinter. Vi plejede at tage sydpå, fordi det var sjovest at komme væk hjemmefra, men efterhånden var der ikke rigtig noget sne i Alperne. Den dér pulversne, som er helt fantastisk for os, der har prøvet den, var væk. Vores forældre bestemte i stedet, at vi bare skulle tage op til Klaftafjeld, kun tre kvarters kørsel hjemmefra. Angelica var skuffet, jeg sagde ikke noget. Klaftafjeld var på det tidspunkt et af de sidste lettilgængelige steder med snegaranti, selvom sjap var begyndt at tælle med.

Bilen brummede, vejen var stejl. Vi nærmede os langsomt den første og lavestliggende tinde.

Kiggede vi længere op, kunne vi skimte den store gletsjer, der lå ved den anden og højeste tinde.

Gletsjeren skinnede i blå og grønlige nuancer. På sjældne dage, når der ikke lå skyer omkring den, kunne vi se den hjemme fra haven, hvis vi lige gned øjnene en gang. Om sommeren, på picnicture, sad vi og kiggede ned på vores lille by. Iskalotten pustede koldt i nakken, luften var altid frisk heroppe.

– Nyd det, sagde min far altid, – nyd det nu.

Angelica havde sagt meget øv og æv til den skitur, men da vi nu sad i bilen og slap for at køre langt, så var det vist alligevel okay. Hovedsagen var, at vi var glade for at stå på ski, og at det var svært at forestille sig en vinter uden. Vi måtte prøve at glemme, at nogle af vores klassekammerater var så heldige, eller havde så velhavende forældre, at de kunne rejse helt til Grønland eller sågar ned til Antarktis, hvor der også var snegaranti.

Sådan en vinterdag føltes fjeldet højere end om sommeren. Far kørte langsomt for ikke at skride ud, og indimellem spinnede hjulene, selvom der var snekæder på. Hver udsigt virkede mere sugende, måske fordi der ikke var grønne marker at kigge ned på. Brunt virker på en eller anden måde mere hårdt.

Pludselig drejede far til højre ned ad en lille privat vej, et hjulspor, hvor der ikke var ordentligt ryddet.

– Skal du tisse? sagde mor.

Far rømmede sig.

– Sofus, er du dårlig?

Vi havde haft besøg af onkel Johan aftenen forinden, og far lugtede stadig af øl. Johan havde lige forsvaret sin ph.d. om fortidsmennesker og fortidsdyr og skulle nu rejse til Sibirien for at være med til en udgravning og mødes med nogle forskere, som ville høre mere om hans teorier. Mor og far havde skændtes, mens vi pakkede bilen. Hun var sur over, at far havde sovet længe, og hun skulle tage sig af det hele.

– Der er bare noget, jeg lige vil se, sagde far, – hvis det er  her.
– Hvad? sagde Angelica.

Da jeg lænede mig frem, opdagede jeg, at fars pande var fugtig. Vi passerede endnu et Privat- skilt, og så hang der en kæde hen over vejen.

– Det er vist her, sagde far og bremsede.

Bjælkehuset var højt, selvom der kun så ud til at være to etager. Der var nogle spor efter ski langs vejen, som standsede oppe ved husets fortrappe.

– Hvem bor der? spurgte Angelica.

– Det ved jeg ikke, svarede far.

– Sofus …, sagde mor.

– Da jeg gik i gymnasiet og var på skiferie heroppe med min klasse, snakkede pigerne altid om, at der boede en mærkelig mand.

– Hvordan mærkelig? sagde jeg.
– Det var sikkert én, der var syg, sagde mor. – Vender du om?
– Så du ham? sagde Angelica.

Far rystede på hovedet.

– Bor der nogen nu?
– Der er jo et spor, mumlede far.

Oppe på terrassen stod et par langrendsski.

– Vi skal videre, sagde mor.

Far prøvede at vende bilen, men vi sad fast i sneen. Han stod ud, så sig om til alle sider, fandt skovlen bag i bilen og gravede os fri i en vældig fart. Lidt efter kunne vi køre tilbage til den store vej.

Far klappede mor på låret: – Sommetider får man bare lyst til at tage tilbage til gamle steder for at se, om det hele stadig er, som man husker det.

Da vi kom til skisportsområdet, fandt vi hurtigt vores hytte og pakkede ud. Mor lavede aftensmad, far tændte op i pejsen, kiggede på kort, og vi planlagde, hvilke løjper der skulle tages næste dag. Angelica ville høre mere om manden, men far sagde, at han ikke vidste mere. Jeg savner den hvislende lyd af hurtige slalomsving og hvinende blæst, mens jeg trækker proppen ud af et fødekar, skrubber kanterne, fjerner lagner og skurer de lumske steder på sengestellet, hvor blod og andre sager altid sætter sig fast. Gulvet her skal have en kæmpe omgang, og bordene og alt udstyret får ekstra sprit. Det var vist én, som ikke nåede at få sit lavement.

Der var ikke noget som at stå på ski, denne gliden ned ad bakkerne ved egen drift, vinden i håret, snefnuggene som spidse nåle i ansigtet, den friske luft og granerne med de glimtende kåber. Rundt omkring på bakkerne var der de små brændeovnsopvarmede hytter, hvor man kunne spise sin madpakke, riste pølser, drikke øl eller kakao og sidde i nærheden af højttalerne, som fik popmusikken til at runge mellem fjeldene. Der var hele tiden en slags fest med de nyeste hits. Angelica og jeg svingede i takt, når vi kørte ned. Vi skrålede på vej op i liften.

– De er ved at bygge endnu højere lifte, næste år kan vi måske komme helt op ved gletsjeren og stå på ski, sagde far, da vi på et tidspunkt mødte ham og mor nede for enden af en løjpe.
– En, to, tre, fire, fem master har de allerede sat op.

Han pegede op på de store strittende jernskrog, som wirerne til liften skulle hænges på.

– Jeg spurgte en af guiderne. Han sagde, at de skulle blive færdige allerede i år, de vil gerne kunne forlænge forårssæsonen, fortsatte far.
– Det er egentlig absurd, smilede Angelica, – at fyre en masse CO2  af til skilifte. Vi har lige haft om global opvarmning igen, men lærerne har samtidig bestemt, at vi skal på lejrskole heroppe næste år.

– Verden er absurd, sagde far, – og mennesket er absurd.
– Det hele er så uhyggeligt, sagde jeg.
– Det er om at holde fast i håbet, sagde far. – Så længe der er kold, hvid is i verden, er der håb.

Den sne, der falder oppe på gletsjeren, bliver jo liggende, til forskel fra sneen, der falder på de mørke, nøgne klipper. Hvide flader er gode. De reflekterer sollyset og skyder varmen væk. Alt det sorte suger og fremmer bare den globale opvarmning.

Jeg skulle lige til at sige noget, men de andre var allerede på vej hen til en lift. Den næste tur tog vi sammen, alle fire.