headerimg_CW
svaermeri_stor

Sværmeri – Smagsprøve

Prologen fra den historiske roman ”Sværmeri”, Lindhardt og Ringhof, 2010

Dollhuset, Bergen
Foråret 1818

Marie-Louise har vand, brød og lysebrun myseost i posen. Nynnende lover hun sig selv ikke at kigge ned på Bergen, før hun er helt oppe. Marie-Louise lader den første forårssol bage på ryggen, mens hun springer over et smeltevandsløb. Hun sveder og håret falder ned, da hun hilser på en krumrygget hyrde, som ikke bliver forskrækket over hendes vilde blik og uordentlige klæder. Han ved ikke, at hun bor på Dollhuset.

På toppen suser vinden og hun kan røre skyerne. Langsomt, ganske langsomt, vender hun sig om med hænderne for øjnene og fjerner en finger af gangen: Udsigten over Bergen er svimlende.

Marie-Louise hiver efter vejret, sætter sig lykkeligt på en klippe og spiser. Der lyder klokkeklang fra bjergene bag hende og hun forestiller sig altid, at der ligger et kloster, selvom det sikkert bare er køer. Hun tygger af munden, rejser sig og finder den lille grotte. Dengang hun var meget syg, og det var forbudt at tegne og male, gemte hun sine sager i en lædersæk herinde. Nu dvæler hun bare i den sorte, fugtige stilheden. Bjerget føles varmt, hun lægger sig ned på sin kappe og lukker øjnene. Det er som om jordens hjerte dunker.

På vej ned af bjerget ser Marie-Louise et skib sejle ind i fjorden. Det ligner ét af dem, der går mellem København og Bergen. Marie-Louise lukker øjnene for den hvide kølstribe, der vækker minder om den forfærdelige sørejse fra København til Bergen

– Det er Marie-Louises liv, det gælder, sagde Karen Dane, da hun bestemte, at Marie-Louise skulle forlade Daneborg. – Vores doktor har anbefalet Johan Lauring. Han har studeret hos magnetisøren Anton Mesmer i Wien, som har udviklet nye kure for afsindige. Jeg tager mig af Troels og lille Jens.

Karen ledsagede hende tavst til København sammen med en af Daneborgs tjenestepiger og Marie-Louise købte farver, pensler, lærreder og papir, inden skibet afgik, for hendes lyst til at male syntes som den eneste trøst.

Over havet slog bølgerne mod skibet med en sådan kraft, at Marie-Louise troede, at det skulle knække midt over. Hun brækkede sig overalt, og ønskede sig mere end nogensinde død. Det var værre end fødselssmerterne, da Jens kom til verden. Marie-Louise forsøgte at kravle over rælingen for at svømme i land, mens tjenestepigen, som også fulgte hende på sørejsen, var blændet af egen søsyge og så den anden vej. Den gråskæggede kaptajn måtte overgive roret til førstestyrmanden for at hale hende ind.

Marie-Louise snubler over en sten og skraber knæet. Hvorfor skal synet af skibet ødelægge hendes dag? Hun vil ikke gå lige hjem til Dollhuse, men besøge Lyder Sagen på vejen. Dér bliver hun altid i godt humør og idag har hun endda nogle nye skitser, han skal se. Under kappen bærer Marie-Louise den røde portefølje.

Lyder Sagen bor i et stort hus i midten af Bergen og kone har lavet limonade for at fejre forårets komme. En af deres døtre er på besøg i dag med småpigerne. De løber hvinende hen til Marie-Louise og beder hende om at tegne noget til dem. Hun klapper pigerne på håret og tænker på sin egen Jens og den lille Eugéne, som hun passede, der hun bare var stor pige. Pigerne løber ud i haven, da hun har tegnet tøj til deres påklædningsdukker og Marie-Louise viser sine skitser til Lyder Sagen.

– Der er et særligt lys i Deres billeder, siger han som altid ved synet af landskaberne, englene og guderne. – Men De mangler stadig skoling og ånd. Kunst skal være noget særligt.

Lyder Sagens kone pakker en dåse småkager, som Marie-Louise tager med hjem til de andre på Dollhuset. Alle skal have det godt.

De afsindige flokkes om hendes dåse. I dag er det kvinderne, der har lov til at gå tur under de blomstrende æbletræer. Pludseligt bliver der råbt på hende fra havedøren: – Marie-Louise Dane!

Doktor Lauring vifter med et brev og hun går hurtigt med ham gennem Dollhusets arbejdssal, spisesalen med gitre for vinduerne og ud af den store dør. Marie-Louise følger med ned af gaden til hans eget private hus, hvor hun har boet de sidste to år sammen med et par andre kvinder, som også er i bedring.

– Er der sket noget? Hvisker hun, da de sidder i hans mørke arbejdsværelse, hvor briksen står.

Doktor Lauring har læst brevet. Han siger, at hun skal forberede sig på noget voldsomt.

– Er det Jens? Det er ikke min dreng, vel?

– Det er Troels, siger han, – Deres mand ligger for døden.

Han rækker hende brevet og hun genkender Karens håndskrift: Det haster, står der, det er ikke godt med Troels. Nu skal Marie-Louise komme hjem. Marie-Louise skal pakke med det sammen og tage den første båd. Peder Kudsk er allerede draget mod København for at hente Marie-Louise.

– Jeg ved ikke, om jeg er i stand til at…

Hun ser forskræmt på doktoren, rører ved vielsesringen med granatsplinten og falder ned fra stolen.

Johan Lauring sidder ved briksen, da Marie-Louise vågner.

– Er jeg stærk nok? Hvisker hun.

– Når Karen Dane insisterer, kan jeg ikke beholde Dem her. Deres svigermor betaler jo for behandlingerne. Pigen har allerede pakket

Deres ting, skibet afgår klokken seks.

Marie-Louise kaster sig rundt på briksen og råber højere end de afsindige, som ligger i dårekister.

– Jeg er ikke nogen rigtig hustru, skriger hun og stirrer doktoren ind i øjnene, – jeg var ikke god ved Troels og tjente ham ikke, som jeg burde. Jeg ville så gerne, men min krop smertede bare ved tanken… Jeg dør, hvis jeg vender tilbage.

– Jeg kunne skrive det til Karen Dane, siger han, – … at vi er bange for Deres liv. Vi har enkelte patienter, som vi anbefaler at være her på livstid. Måske kan jeg indstille Dem til det? Ja, det skulle være muligt. Måske vil Karen Dane ikke modsætte sig det, hvis hun får at vide, at det er så alvorligt med Dem. Men så skal De altså bo ovre i den anden afdeling. Så er det måske en dårekiste…

Marie-Louise lukker øjnene. Hvis hun bliver her for evigt, kommer hun aldrig til at se Jens igen.

– Doktor Lauring, hvisker hun, – kan jeg nå at sige farvel til bjergene, klokkerne, smeltevandet og Lyder Sagen?

Han ryster på hovedet og siger, at han synes, hun skal tage hjem for at sige farvel til sin mand. Måske kan afskeden løse op for nogle af hendes trængsler? Marie-Louise både nikker og ryster på hovedet. Det vil nok være en lettelse at se Troels´ lig, men hun vil også møde minderne.

Marie-Louise lukker øjnene og falder ned i mørket. Da hun kan se igen, er hun på vej i en droche til Bruggen.

Smagsprøven er fra Sværmeri, som du kan læse mere om her.